Elever med handicap: Spørg til særlige behov og brug de unges erfaringer i undervisningen

Det fortæller Emil Søbjerg Falster, der er ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, hvor han studerer hverdagslivet for børn og unge med fysisk funktionsnedsættelse. Hans fokus er på, hvordan de selv oplever hverdagen.

Eksemplet med elevatoren er fra den virkelige verden og viser, at selv om ingen sandsynligvis vil gøre noget galt, kan manglende bevidsthed om individuelle behov gøre det svært for elever med handicap at fungere i uddannelsessystemet. I sidste ende kan det føre til frafald. Det er en af grundene til, at unge med handicap i langt mindre grad end den øvrige befolkning gennemfører en uddannelse. For eksempel er kun 40 procent af de 19-20-årige med et handicap i uddannelse eller job, viser Socialpolitisk Redegørelse for 2019, som er udgivet af Social- og Indenrigsministeriet. For den øvrige befolkning er tallet 82 procent.

Tag individuelle hensyn

Og hvad kan man så gøre ved det? En hel masse, men der er ingen universalløsninger, fortæller Emil Søbjerg Falster.

- Problemet er, at mennesker er forskellige, så derfor skal løsningerne også være individuelle. Men en generel anbefaling kan være, at uddannelsesinstitutionerne kan udvise fleksibilitet for at lave individuelle løsninger, siger han.

Selv om løsningerne ideelt set skal være individuelle, er der overordnet tre typer barrierer for, at elever med handicap kan indgå på lige fod med andre på en skole, forklarer Emil Søbjerg Falster. 

Styr på hjælpemidler og relationer

Den første type er materielle barrierer.

- Det kan være, at de ikke kan få de hjælpemidler, de har brug for. Der har for eksempel været nogle sager med unge, der havde hjælpemidler, da de gik i grundskolen, som de ikke kunne få med, da de begyndte på en ungdomsuddannelse, fortæller han og tilføjer, at der i december 2019 kom en lovændring, som gør det muligt at tage hjælpemidler med fra grundskolen, indtil der er bevilget et nyt på en ungdomsuddannelse.

En anden type barrierer er de relationelle.

- Det handler blandt andet om, hvordan man opfattes af de andre. Hvis et menneske med handicap har svært ved at deltage på lige fod med de andre, kan han blive set på som anderledes og blive stigmatiseret i den rolle. Derfor kan det relationelle være en udfordring, siger han.

De forskellige barrierer er ikke altid adskilte. Praktiske problemer kan gå ud over elevernes relationer. For eksempel kan en elev i kørestol ende med at blive ekskluderet fra det sociale liv, hvis det er meget besværligt at komme hen til kantinen.

- Man kan ikke forvente, at andre gider blive i klasseværelset, fordi det er svært for én at komme til kantinen. Og hvis du har en oplevelse af, at de andre ikke rigtig gider dig, så vil du heller ikke være klar til at gennemgå en masse besvær for at komme i kantinen. Det kan gå ud over relationerne, siger Emil Søbjerg Falster.

Den sidste barriere er effekten af selve funktionsnedsættelserne.

- Nogle kan have stærke smerter, som blusser op, hvilket kan have stor betydning for præstationsniveauet. Måske er de indlagt i længere tid, og det fylder selvfølgelig meget, så derfor er det helt afgørende, hvordan de bliver mødt og imødekommet af skolen, siger Emil Søbjerg Falster. 

Går positivt til uddannelsen

De fleste med handicap oplever ungdomsuddannelsen som noget positivt, men de er trætte af barriererne og af, at det er mere omstændeligt at få støtte, end det behøvede at være, forklarer Emil Søbjerg Falster.

- Nogle oplever det mere end andre, men hvis der er store barrierer, og man har en oplevelse af, at andre ikke er opmærksom på en, kan det ende med, at man dumper ud. Det svarer jo til at passe et arbejde. Hvis man hele tiden føler, at man bliver begrænset, går man død i det, siger han.

Selv om mennesker er forskellige og derfor skal behandles individuelt, har Emil Søbjerg Falster generelle forslag til, hvordan undervisere og skoler bedre kan integrere elever med handicap.

- Det vigtigste er, at man spørger de unge, hvad de har brug for. Det oplever mange, at de ikke bliver spurgt om, siger han. 

Balance mellem støtte og overbeskyttelse

Samtidig skal man balancere opmærksomheden på funktionsnedsættelsen, så man på samme tid tager de nødvendige hensyn til elever med handicap og behandler dem som alle mulige andre.

- Det er vigtigt at være opmærksom, men samtidig skal man ikke være overbeskyttende, for så bliver den unge barnliggjort. Han bliver til ”ham den handicappede.” Men de er jo som alle andre, de har bare andre forudsætninger for at deltage, siger han.

Lærere risikerer også at komme til at udstille gruppen og gøre dem til en slags syndebukke, hvis de ikke gennemtænker beskeder til eleverne.

- Hvis man som underviser siger, at et hold ikke kan komme på den fede introtur, skolen plejer at arrangere, fordi der ikke er ordentlige adgangsforhold med kørestol, så bliver det den enkelte elev, der gør, at holdet skal et andet sted hen, siger han.

Det har stor betydning, hvordan det bliver sagt, så det er en fordel at tænke situationen igennem i forvejen.

- Den ideelle løsning på det konkrete problem med introturen er, at skoler generelt tager steder hen, hvor der er ordentlige adgangsforhold. Det skal tænkes ordentligt igennem, så man ikke havner i en uheldig situation, siger han. 

Digitale løsninger skaber fleksibilitet

Generelt er det afgørende, at en uddannelsesinstitution er klar til at finde fleksible løsninger.

- Skal en ung for eksempel indlægges i længere tid, er det oplagt, at man ikke bare siger, at den unge er væk fra undervisningen i den periode. I stedet kan man forsøge at finde digitale løsninger – vi har lige set under coronakrisen, at det kan lade sig gøre – og så kan man sige til den unge, der er indlagt, at han kan hoppe på, når han er i stand til det. Det vil være en stor hjælp, hvis skolerne tænker: Hvad kræver det af os at give eleverne reel mulighed for at følge med? siger Emil Søbjerg Falster.

Han tilføjer, at skolerne samtidig skal sørge for løbende opfølgning, så planer og støtte kan justeres til, hvad en elev har brug for – ikke hvad eleven havde brug for på et tidligere tidspunkt.

Læreren skal finde styrkerne hos alle

Emil Søbjerg Falster opfordrer også til i højere grad at fokusere på ressourcer i stedet for kun at prøve at kompensere for elevens begrænsninger.

- Det bliver udlagt, som om det gør dem sårbare, at de har funktionsnedsættelser. Det kan også gøre dem udsatte, men de har ofte også nogle styrker, man kan trække frem, siger Emil Søbjerg Falster og giver et eksempel:

- De kan være gode til at håndtere særlige situationer. De kan for eksempel have erfaring med at være isolerede, som vi alle sammen har oplevet, da coronaen ramte os. De har oplevet lange hospitalsophold og efterfølgende genoptræning. De er eksperter i at håndtere situationer som dem, men det trækker vi ikke på. Det kunne vi godt gøre, og i det hele taget skal vi blive bedre til at tænke i, hvilke ressourcer man har, siger han.

Men er det i virkeligheden skolens opgave at give særbehandling til nogle elever? Svaret er entydigt ja.

- Vi har et ligebehandlingsprincip, der betyder, at nogle skal behandles anderledes for at have lige forudsætninger for at deltage, siger Emil Søbjerg Falster.