Dialog og Dannelse – Samtalens kunst i undervisning og faglige læreprocesser
Bogen er bygget op med inddeling i ni kapitler, hvor det første blandt andet omhandler dialogisk undervisnings ”hvorfor”, hvor der gives teoretiske perspektiver med hjælp fra Løgstrup, Bakhtin med flere, mens det næste kapitel omhandler udfordringerne i faglige dialoger. Her bliver beskrevet, hvad lærere bør være opmærksomme på, og hvorledes man kan føre dialoger.
Jeg vil tro, at de fleste lærere har (mindst) en basal viden om Vygotskys teori om zonen for nærmeste udvikling – i tredje kapitel bliver denne nuanceret og deles i tre underzoner. Fængende læsning, som er knyttet op på nyere motivationsforskning og Banduras self-efficacy.
Herefter bliver kapitlerne mere empiriske, hvor der bliver benyttet konkrete eksempler. Heriblandt en case om historieundervisning i en gymnasieklasse, samt et eksempel med et danskforløb om folkeviser, hvor det beskrives, hvorledes et sådant forløb kan involvere kreativ dialog. Spændende afsnit, der kan føre til god inspiration til andre lærere, men som sagtens også kan overføres til andre fag.
Afslutningsvis rundes ”Dialog og Dannelse” af med et kapitel, der samler pointerne fra foromtalte kapitler. Her peges blandt andet på, hvordan læreren gør sig klar til dialogisk undervisning, og hvordan der dialogisk differentieres i klasserne.
Det beskrives indledende i bogen, at den primært henvender sig til lærere på ungdomsuddannelser og i grundskolens ældste klasser. Målretningen bliver dog ikke begrundet, men jeg formoder, at det er fordi, der menes at være mest dialogisk undervisning på disse faglige niveauer. Jeg kan dog godt se temaerne, pointerne og eksemplerne relevante for en større målgruppe, da faglig dialog er noget, der skal tillæres og kan trænes – har jeg jo lige lært/læst i bogen. På samme måde, som der øves gruppearbejde på lavere uddannelsestrin, kan dialogisk undervisning komme i spil. Jeg kommer unægtelig til at benytte mig af nogle af elementerne og pointerne fra bogen til egen undervisning.
Jeg vil klart anbefale bogen til kolleger på FGU og VUC.
Jeg vil nok også selv komme til at åbne den igen, når jeg skal have inspiration til dialog i undervisningen.