Det nye Kina

Forfatter
Lasse Karner
Forlag
Columbus
Antal sider
120
Pris
260 kroner
Bogen får
Der er ingen tvivl om, at både for landet Danmark og danske borgere betyder udviklingen i Kina ganske meget – på trods af den store geografiske afstand til ’Riget i midten’.

Derfor er alle analyser, beskrivelser, bøger med mere vigtige og relevante.

Denne udgivelse giver vores elever og studerende nogle ganske særlige vinkler og værktøjer, som skaber indsigt i og forståelse af det mangeartede Kina. 

Meget forståeligt har den yderst Kina-erfarne forfatter og journalist, Lasse Karner – bosat i Kina gennem flere år – valgt at inddele stoffet i kun tre større afsnit: 

  • Kina i forvandling
  • Kina i en verden i forandring
  • Xi Jinpings Kina.

Bogens læsere – og dermed vores elever – føres derved godt og grundigt rundt i landets nyere historie, i landets stadig stigende rolle i den moderne verden og ikke mindst i det helt aktuelle Kina.

Bogens korte og letlæselige tekstafsnit suppleres på glimrende vis af talrige fotografier, som både viser dagliglivet i by og på land og tilsvarende storpolitiske situationer.

For eksempel ser man på side 19 sortering af diverse plastikprodukter og på side 37 en karikaturtegning af det såkaldte panda-diplomati. Sådanne og lignende billeder medfører langt større indsigt i landets forhold end lange tekster holdt i meget akademiseret sprog.

Tilsvarende bringer forfatteren side 39 et særdeles godt landkort med nutidens diverse silkeveje fra Kina til Europa. I middelalderen og efterfølgende århundreder blev kun omtalt karavanevejen til lands nord om det Kaspiske Hav, Kaukasus-bjergene og Sortehavet til Byzans senere Istanbul.

Ruten til søs syd om Bagindien, syd om Indien og via Det røde hav til Alexandria – og herfra til Byzans og Venedig blev sjældent omtalt særlig meget.

I vores dage er disse ruter suppleret med ruter over land til Tyrkiet eller via Rusland til Europa.

Dette emne kombineret med produkter som Huawei og overvågningskameraer bør kunne skabe en spændende pædagogisk dynamik i klasseværelserne og i form af projektopgaver.

Bogens beskrivende og analyserende tekster følges op af en række særdeles perspektiverende og tankevækkende opgaver, som på alle måder viser forfatterens pædagogiske tanker.

For denne anmelder er der ingen tvivl om, at denne bog vil kunne bruges på flere niveauer i erhvervsuddannelser, på HF, det almene gymnasium, ved forberedelse af studierejser og ved tværgående projekter.

Forlaget Columbus fortjener stor ros for en helt igennem vellykket og yderst anvendelig udgivelse, som er del af serien ’Vores verdenshistorie’ og ’Vores Danmarkshistorie’.

Desuden skal forfatteren, Lasse Karner, roses for sit klare sprog og tydelige pædagogiske virkemidler.

Dato
Af
Anmeldt af Ole Fournais