Danmark i Europa - Grundbog til Danmarks historie

Forfatter
Af Jakob Buhl Jensen og Rasmus Kjærsgaard Petersen
Forlag
Systime
Antal sider
399
Pris
349 kroner
Bogen får
Der findes mange gode traditionelle bøger om Danmarks historie. Også gode historiebøger med nye og måske mere utraditionelle vinkler. Men denne bog er hverken-eller, men både-og – og tilmed en aldeles glimrende bog.

Bogen har både en traditionel opbygning i de sædvanlige og kendte historiske perioder som eksempelvis Oldtid, Vikingetid, Enevælde med mere, og ikke mindst talrige nye og ganske uventede vinkler. For eksempel side 94 med diskussion om placeringen af statuen af søhelten Niels Juel.

Den fokuserer ikke så meget på enkeltpersoner, men fortæller naturligvis om de mest afgørende personer for historien. Til gengæld skaber de to erfarne forfattere i fremstillingen mere sammenhæng mellem Danmark og Europa på flere områder – blandt andet økonomisk, socialt, kulturelt samt helt generelt de internationale niveauer.

Med et enkelt og letforståeligt sprog fører forfatterne læseren gennem ikke blot de decideret historiske perioder, men sætter også det hele i en yderst forståelig sammenhæng.

Hertil skal nævnes et par fremragende pædagogiske islæt som det, at forfatterne henvender sig direkte til læseren. Blandt andet på side 289 om frihedsbegrebet. Det vil for vores elever og kursister på alle måder lette tilgangen til de mange personer, perioder, årstal med videre. Desuden supplerer en lang række instruktive figurer tekststykkerne på glimrende vis. Og endelig afsluttes hvert kapitel med en kort og enkel opsummering, hvilket igen gør tilegnelsen nemmere.

Bogen igennem støder man på en række arbejdsspørgsmål, som tydeligt viser forfatternes egne erfaringer med undervisning i disse stofområder. For eksempel side 147 om grænsedragningen mod Tyskland.

Ifølge forlagets informationsark henvender bogen sig til stx, hf, hhx og lignende. Og her vil den være yderst velegnet. Men denne anmelder kan dog fint fornemme, at bogen også – helt eller delvist – vil kunne bruges på andre uddannelser som meget anvendelig opslagsbog for også personer, som bare er historisk interesseret. Hertil er det fyldige stikordsregister særdeles nyttigt.

Forfatterne nævner selv, hvordan de har delt bogens kapitler mellem sig. Men det er svært at mærke forskellen i sprog og stil mellem deres dele. Det tjener dem til særdeles megen ros. Ros skal også gives generelt for en historiebog med fornem balance mellem traditionel opbygning og uventede vinkler på stoffet – aldeles glimrende. Og forlaget Systime skal atter roses for en meget anvendelig undervisningsbog og for den flotte billedliste.

En enkelt anke skal dog nævnes: Bogen er forsynet med rigtig mange gode og velvalgte fotografier med stor bredde og variation. Men enkelte er dog for små og for ”gnattede”. Det må være en lapsus hos en forlagskonsulent.

Dato
Af
Anmeldt af Ole Fournais