Kort fortalt

Få et hurtigt overblik over seneste nyt for erhvervsskolelærere, AMU-lærere, FGU-lærere, VUC-lærere, sprogskolelærere, daghøjskolelærere, undervisere i oplysningsforbund og vejledere på beskæftigelsesområdet.
Markant flere elever med ordblindhed gennemfører prøver i 9. klasse
Nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at der blandt elever med ordblindhed i 9. klasse er 80 procent, som gennemførte de obligatoriske prøver i skoleåret 2023/2024. I skoleåret 2009/2010 var det 43 procent. Der er dermed tale om en stigning på 37 procentpoint. Det er særligt i dansk læsning og retskrivning, at denne gruppe elever har indhentet de øvrige grupper af elever.
Målrettet vejledning får ufaglærte i uddannelse
27 af 38 ufaglærte og beskæftigede voksne er kommet i uddannelse efter at have gennemgået en særlig målrettet uddannelsesvejledning. En uddannelseskonsulent på EUC Sjælland har siden december 2023 specifikt vejledt denne gruppe mod uddannelser i den grønne omstilling i projekt ’Amigo’, da de ikke har samme muligheder for vejledning som de unge. ’Amigo’, som er støttet af EU’s Socialfond, løber til og med 2025, men EUC Sjælland arbejder på at fortsætte initiativet.
Københavnske ungdomsuddannelser får ’Mental sundhed’ på skemaet
En række ungdomsuddannelser i hovedstaden vil møde faget ’Mental sundhed’ fra næste år og i 2026. Her skal de blandt andet lære mindfulness og metakognitiv terapi at kende, fordi det skal forebygge, at flere af de unge ender i mistrivsel. Den seneste ungeprofil-undersøgelse viste, at andelen af unge, der mistrives, er højere i København end i resten af landet. I første omgang skal det køre som pilotprojekt, men erfaringerne skal senere udvides til alle ungdomsuddannelserne.
Få ny viden om ordblindhed
Den samfundsøkonomiske konsulentvirksomhed Kraka Economics har for Nota lavet analysen Ordblinde i Danmark – opvækst og Uddannelse. Den giver ny viden om blandt andet ordblinde og flersprogede børn og unge samt ordblindhed i familien. I forlængelse af lanceringen af rapporten inviterer Kraka og Nota til tre faglige seminarer – blandt andet for undervisere.
Flere ikke-vestlige end danske mænd er i job i otte kommuner
Ikke-vestlige indvandrere er den gruppe, der har haft den kraftigste beskæftigelsesfremgang. Og for første gang er der i andet kvartal i år nu flere ikke-vestlige end danske mænd i job i otte ud af landets 98 kommuner. En analyse fra SMV viser, at danske mænds beskæftigelse er steget med 5,4 procentpoint, men at stigningen har været på 17,1 procent i samme periode for ikke-vestlige indvandrermænd.
Lærere og skoler kan hjælpe elever til digital tryghed
69 procent af børn og unge mellem 9 og 17 år har oplevet mindst én digital krænkelse eller andet ubehageligt online det seneste år. Det er en markant stigning i forhold til 2021. Det viser en ny stor undersøgelse, som Epinion har foretaget for Red Barnet og TrygFonden. Red Barnet har i den forbindelse råd til, hvad også lærere og skoler kan gøre for at tænke de digitale medier ind i arbejdet med mobning og tryghed.
Her vil flere være faglærte
Unge i det storkøbenhavnske vil tilsyneladende gerne være faglærte. NEXT Uddannelse i København har oplevet et rekordoptag på grundforløb 1 på ni procent, ligesom der i øjeblikket er venteliste til mange fagretninger. Også på grundforløb 2 er der sket en stigning på 10 procent. Især er optagene på operatøruddannelserne vokset meget. Dette tilskrives især væksten i medicobranchen.
Ungebudgetter skal få flere unge i job og uddannelse
Værsgo’: Her er 25.000 kroner, der skal hjælpe dig tættere på job eller uddannelse. Det er tilbuddet i det treårige projekt Ungebudgetter til 250 tilfældigt udvalgte unge. De har stået uden job og uddannelse i en længere periode, og målet er at undersøge, om de med større selvbestemmelse og ansvar – og i samarbejde med en sagsbehandler – kan ændre deres livsbane. Det tyder en vellykket pilottest i Aarhus Kommune på. Det er Lind Foundation, der sammen med Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde kommune står for projektet.
Fyringer i Børne- og Undervisningsministeriet
I løbet af efteråret vil en række medarbejdere i Børne- og Undervisningsministeriets departement og de to styrelser, STIL og STUK, blive afskediget. Årsagerne er, at ministeriet som led i regeringens politik ligesom andre statslige myndigheder skal have færre opgaver, og at ministeriets bevillinger på finansloven er faldet meget. Der vil derfor være nye prioriteringer i ministeriets opgaver.
Hjemmearbejde er på sit højeste siden COVID-19
I andet kvartal 2024 havde fire ud af ti beskæftigede haft hjemmearbejde inden for de seneste fire uger. Det bringer niveauet for hjemmearbejde tilbage til det højeste niveau, der blev observeret under COVID-19 i første kvartal 2021. Men selvom flere nu arbejder hjemme, er andelen af beskæftigede, der hyppigt arbejder hjemme, faldet siden COVID-19.
Unge får hjælp til demokratisk deltagelse
Ungdomsuddannelserne har en meget vigtig opgave med at skabe en demokratisk kultur blandt de unge og introducere dem til demokratiets spilleregler. Derfor får samfundsengagerende ungdomsorganisationer nu bedre muligheder for at samarbejde med uddannelsesinstitutioner og adgang til at tale på samlinger, deltage i paneldebatter med mere. Børne- og undervisningsministeriet har netop opdateret kodeks for dette samarbejde.
Regeringen vil videreføre ekstraordinært takstløft til uddannelser
Der skal være stærke ungdomsuddannelser i hele landet, og de almene voksenuddannelser skal styrkes markant. Regeringen har med finanslovsforslaget for 2025 lagt op til at videreføre økonomiske midler til både de gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser og voksen- og efteruddannelser. Konkret foreslår den at gøre de takstløft på cirka 360 millioner kroner til gymnasier, erhvervsuddannelser og almene voksenuddannelser, der står til at bortfalde efter 2024, permanente.