Hjernen kan påvirkes af læring i teenageår
I dybden med

Teenagere er åbne, og din lærerrolle er afgørende

”Barnets første tre år er de vigtigste” og ”teenagere er lukkede og under ombygning” er udsagn, næsten alle kender. Men ny forskning rokker ved begge sandheder og understreger, hvor vigtig en rolle du har som underviser af unge.

Jo tidligere, jo bedre.

Det satte den højt estimerede økonomiprofessor og nobelprismodtager James Heckmann på formel i 00’erne: Jo tidligere, du lægger en indsats i et barns liv, des større afkast får du. Og siden har netop denne formel været et dominerende perspektiv. 

Heckmann-kurven, som viste, at de første 1.000 dage af et barns liv er de bedste at lægge en indsats i – i hvert fald ud fra en cost-benefit-tilgang – fik enorm indflydelse. Sundhedsfagligt. Psykologisk. Pædagogisk. Og når der politisk skulle fordeles penge til indsatser i barndom og ungdom. 

Men et nyt, dansk studie peger på, at sandheden er mere nuanceret. Teenageårene er helt afgørende for, hvilken betydning hændelserne i de første leveår får. Det kan være skræmmende – eller opløftende – ny viden for forældre, fagfolk og undervisere. For det betyder også, at man som voksne i den unges liv spiller en afgørende rolle.

Senere oplevelser betinger de første

Forskningsprofessor Signe Hald Andersen fra Rockwoolfondens forskningsenhed har været med i projektet.  Hun undersøgte først, om negative begivenheder, der sker tidligt i et barns liv, har større betydning for, hvor godt man klarer sig i voksenlivet, end hvis de negative begivenheder sker senere i barndommen. 

Da det studie blev publiceret, blev hun og to andre forskere spurgt, om man ikke også skulle se på kombinationen af, at der sker noget tidligt og noget sent. Det blev et gennembrud.

- Jeg havde ikke set på interaktionen mellem de to dele. Jeg fandt ud af, at det, der sker senere i barndommen, i virkeligheden ser ud til at have mere betydning for, hvordan man klarer sig sidenhen, siger Signe Hald Andersen.

Og vupti. Så lå der et studie, der rokkede ved sandheden om, at de første tre år er de vigtigste.

Minus plus minus giver plus

Det, Signe Hald Andersen fandt, overraskede lidt. For ganske vist så det ud til, at hjernen i alderen fra 0-3 år er særligt sensitiv. Men også perioden fra 13 til 17 år så ud til at være særligt betydningsfuld, en sensitiv periode, hvor hjernen er mere modtagelig fysiologisk end i andre perioder. De 17 år er ikke et skarpt ”slutpunkt”. Hjernen ser ud til at være ekstra modtagelig i de meste af teenagetiden, og studiet har målt frem til det fyldte 18. år. 

Det, der sker i teenageårene, er med til at moderere de hændelser, du har været udsat for i de første leveår
Signe Hald Andersen
Forskningsprofessor

Ud fra dét perspektiv er slaget altså langt fra tabt, hvis man ikke har ”handlet i tide”, eller hvis et barn har været udsat for negative påvirkninger i de tidligste år.

Signe Hals Andersen fandt frem til, at det, der sker senere i barndommen, ser ud til at have mere betydning for, hvordan man klarer sig sidenhen. Da hun sammen med de to andre forskere så på interaktionen mellem det, der sker tidligt, og det der sker sent, opdagede de også, at det, der sker tidligt, betyder mindre for børn, hvor der også sker noget sent.

- Hvis du har haft dårlige oplevelser de første 1.000 dage af livet, men også har dårlige oplevelser i teenageårene, så betyder de dårligere oplevelser tidligt mindre, end hvis du kun har haft dårlige oplevelser tidlig, forklarer Signe Hald Andersen.

Det virker ulogisk? Vil det sige, at minus plus minus giver plus? 

- Det kan du sige. Det ville jo være bedre, hvis der ikke er negative hændelser på nogle af tidspunkterne. Men hvis der er, viser studiet, at det relativt set bliver mindre udslagsgivende, hvad du har oplevet i den tidligere periode, hvis du også oplever noget negativt senere, siger hun og uddyber:

- Det, der sker i teenageårene, er med til at moderere de hændelser, du har været udsat for i de første leveår. 

Selvom der er andre voksne, er underviseren også et anker, en rollemodel og en mentor.
Signe Hald Andersen
Forskningsprofessor

Undervisere er vigtige rollemodeller 

Hvad kan man så bruge den viden til? Ganske meget, hvis man spørger forskningsprofessoren. 

Først og fremmest til at forstå, at man kan gøre noget, og at man som voksen fortsat spiller en afgørende rolle i teenagerens liv. Det gælder ikke kun forældre.

- Som lærer er du også en gennemgående person i et ungt menneskes liv. Så selvom der er andre voksne, er underviseren også et anker, en rollemodel og en mentor. Dit nærvær gør en forskel, understreger forskeren.

Som underviser er du ikke bare formidler af et fagligt stof, men en voksen i deres hverdag, som repræsenterer et værdisæt. Som rollemodel kan du have en afgørende betydning i deres liv. Især hvis du tager udgangspunkt i den særlige måde, teenagere orienter sig på. Dét kræver lidt hjerne-forklaring.

IKKE lukket – men under ombygning

Tilbage til udsagnet om, at teenagere er lukkede og under ombygning. For det er kun halvdelen af udsagnet som passer, viser Hald Andersens’ forskning. De ER under ombygning. Men langt fra lukkede.

Der sker en reorganisering af hjernen i teenageårene, som handler om, hvornår de forskellige centre udvikler sig. Centrenes relative dominans ændres, forklarer Signe Hald Andersen. 

Teenagere lærer simpelthen anderledes. De orienterer sig pludselig langt mere mod social anerkendelse, og er mere villige til at tage risici. De er mere udforskende, sensationssøgende og åbne over for nye ting. De lærer gennem sociale interaktioner og negativ feedback.

Hvordan underviser man teens?

Dermed er den rollemodel, som formår at give dem det, de higer efter i stand til at flytte teenageren endog meget lang.  De unger higer efter social anerkendelse, fællesskab og at opnå mål, der kræver en risiko.

For undervisere betyder det, at det kan være en god idé at tilrettelægge sin undervisning, så den tilgodeser, at man løser opgaver i fællesskab. 

En anden god idé er at tænke teenagerens hang til risiko ind. Ligesom det for nogle udsatte unge er sejt at stjæle en bil, fordi det er risikofyldt og giver social anerkendelse i dén subkultur, kan man indarbejde positive risici i undervisningen. 

De elementer skal selvfølgelig være lidt mere fornuftige ud fra et samfundsmæssigt perspektiv end at stjæle en bil, ironiserer forskningsprofessoren, men peger på, at elementer, hvor der er ”noget på spil” for den unge, sagtens kan indgå i undervisningen. 

Og selvom det næppe er underviseren, der kan afgøre dét, så kan teenagerens ændrede døgnrytme også klart tale for, at man lader dem møde lidt senere. 

Teenagehjernen er nyt åbent vindue

Selvom forskningen i teenageårene stadig er underbelyst i forhold til den tidligere barndom, viser de nye forskningsresultater ifølge Signe Hals Andersen, at vi i højere grad skal se teenagere som et ubeskrevet blad. 

For selvom hun har undersøgt effekten af negative påvirkninger, er det – som hun siger – ret plausibelt, at hvis man kan moderere negative hændelser ved, at der sker noget negativt senere, så kan man også opnå en endnu mere modererende effekt, hvis der skete noget positivt i teenageårene. 

- Teenagetiden er et nyt, åbent vindue. Interventioner giver mest mening, hvis de afspejler de sensitive perioder. Det er jo her, man virkelig kan rykke noget og give de bedste rammer for at klare sig senere i livet, lyder det fra Signe Hald Andersen. 

Forskeren har flere steder, hvor hun for nyligt har holdt oplæg, hørt, at ressourcer til det sociale og pædagogiske arbejde i undervisningen er blevet reduceret over tid. 

- Selvom jeg ikke skal komme med politiske anbefalinger, så viser min forskning i hvert fald, at der også er et vigtigt arbejde at løfte dér. Man bør ikke kun have fokus på en tidlig indsats, men også se teenageårene som en tid, hvor vi virkelig kan gøre en forskel for, hvordan de klarer sig senere i livet. Den nuance er man nødt til at have med. 

Dato
Af
Foto
Mikkel Østergaard