Søren fik 86.000 efter sag om forkert lønindplacering
- Flere har spurgt, om det er dejligt at have fået så mange penge. Og ja, det er. Men det er jo penge, jeg har tjent hver eneste dag, jeg fik bare forkert løn.
Sådan lyder det fra Søren Kristiansen, faglærer på FGU Vest.
Da han blev ansat som faglærer på Omsorg og sundhed – Ældre blev der ved lønindplaceringen alene lagt vægt på hans få års erfaring fra ungepsykiatrien. Den daværende skoleledelse vurderede ikke, at Sørens Kristiansens uddannelse som social- og sundhedshjælper og efterfølgende erfaringer fra arbejdet som social- og sundhedshjælper på ældreområdet var relevant for lønindplaceringen. Han blev derfor indplaceret på løntrin 1 med to års anciennitet, da han blev ansat.
Hov, der er da noget galt…?
For Søren Kristiansen var jobbet på FGU Vest et drømmejob – og det er det fortsat. Men da han blev valgt som tillidsrepræsentant og i den forbindelse deltog i uddannelsen til tillidsrepræsentant, skulle kursisterne som led i uddannelsen lære at tjekke lønsedler og anciennitet. Og det startede et længere forløb for faglæreren og TR’en.
- Da jeg sad og gennemgik min egen løn i forhold til reglerne, gik det pludselig op for mig, at der var noget galt. Jeg spurgte en konsulent fra Uddannelsesforbundet, som straks så, at det skulle vi gå videre med.
Den daværende skoleledelse var ikke enige i, at der skulle være begået en fejl, og sagen endte derfor med at blive kørt af Uddannelsesforbundet og Lærernes Centralorganisation (LC) for at blive enige med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om sagen.
Stor opbakning fra ny ledelse
Søren Kristiansen var aldrig i tvivl om, at han ville få ret, for efter hans mening er reglerne meget klare. Derfor har det også irriteret ham, at man skulle gennem hele møllen for at få afklaret sagen, men han har oplevet stor opbakning fra den nye ledelse på skolen. Og han er naturligvis glad for enigheden.
- Jeg elsker mit arbejde overalt på jorden. Og jeg er ikke ude på at håne nogle. Jeg har faktisk nærmest ikke fortalt det til nogen. Men jeg håber, min historie kan vise andre, hvorfor det giver mening at være medlem af den fagforening, som har overenskomsten og kan forhandle for dig, siger han.
Mange tænker ikke over, hvad de får fra deres fagforening, før det brænder på, mener Søren Kristiansen. Når det hele kører roligt, forstår han udmærket, hvis man synes, det kan være svært at finde pengene til et fagforeningsmedlemskab, hvis man ikke har for meget i lønningsposen. Men det betaler sig, når det brænder på, mener han.
- Det, jeg har betalt til min fagforening, er jo så rigeligt betalt hjem nu. Jeg har jo overskud på fagforenings-kontoen, hvis man skal sige det sådan.