Kommentar

OK24 og vores arbejdstidsaftale

Det er for tidligt at rejse nye krav til arbejdstidsaftalen A20 op til OK24. Evalueringen af den er først lige begyndt, og vi mangler diskussionen i vores eget forbund.

Skal Uddannelsesforbundet rejse krav om en ny arbejdstidsaftale til afløsning af A20 op til OK24?

Det tema blev diskuteret i dele af forbundet i perioden op til den vedtagelse af OK24-krav, som foregik på repræsentantskabsmødet den 13. september i Svendborg. På selve repræsentantskabsmødet var spørgsmålet og temaet også en del af debatten. 

Først må vi finde enighed og fodslag om aftalen i vores eget forbund.
Jan Andreasen
Tidligere formand i Ungdomsskolesektionen, medlem af hovedbestyrelsen frem til kongressen.

Svaret blev tydeligt: Uddannelsesforbundet rejser ikke krav om en ny arbejdstidsaftale, men dog en række præciseringer af A20. (Se boks).

Det kræver en forklaring.

Efter et dramatisk overenskomstforløb i 2018, hvor de øvrige offentlige forbund stod bag vores krav om en arbejdstidsaftale på underviserområdet, blev resultatet ikke en ny aftale, men nedsættelse af en kommission. 

Det var i regi af KL og LC og med Per B Christensen som kommissionsformand, og den skulle komme med anbefalinger til senere forhandlinger mellem LC og KL inden overenskomstfornyelsen i 2021. 

Godkendt på grund af styrkeforholdet 

Det blev til A20-aftalen, som fik betegnelsen en “ny type aftale”. Da styrkeforholdet er, som det er i LC, blev aftalen domineret af Danmarks Lærerforening, DLF, og deres behov i det kommunale system. Det blev aftalt, at hvis aftalen blev godkendt ved medlemsafstemning på det kommunale område i 2020, så skulle aftalen overføres/tilpasses det statslige område og indgå i OK21-forløbet.

Aftalen blev en realitet, da en stort flertal i DLF godkendte aftalen. I vores eget forbund rejste aftalen en stor diskussion. Et flertal i Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse vendte tommelfingeren nedad og sendte den til afstemning blandt vores kommunale medlemmer. 

Et flertal stemte da også nej til aftalen. Vi fandt den for tyndbenet, uden reelle værn, og hvor sikringen af en god aftale ville afhænge for meget af vores tillidsrepræsentanters lokale styrke og ledelsernes velvilje. Og så var den alt for afhængig af de økonomiske forhold i kommunerne. Men med det omtalte styrkeforhold var aftalen dermed vedtaget.

På det statslige område blev arbejdstidsaftalen en del af OK21, der som bekendt blev vedtaget med et stort flertal blandt vores medlemmer.

Det er for tidligt at rejse nye krav

Som en del af A20-aftalen blev der ligeledes besluttet et evalueringsforløb af A20. Det er netop begyndt. I forbundets sektioner og foreninger har vi allerede forskellige erfaringer med aftalen, men ingen samlet evaluering – hverken rent procesmæssigt eller politisk.

Det er derfor alt for tidligt at rejse krav om en afløser for A20. 

Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Debatindlæg og kronikker kan sendes til blad@uddannelsesforbundet.dk.

Læs mere om, hvordan du sender debatindlæg eller kronikker her

Jeg har selv fra start været voldsom kritisk overfor indholdet af A20, som jeg fortsat ikke mener indeholder nødvendige kvaliteter for at kunne kalde sig en reel aftale mellem to parter. Men selv om det kan været svært og træls, må vi acceptere, at et kæmpe flertal i LC har godkendt A20 og det evalueringsforløb, som nu kører. 

Det vil være hovedløst at kaste sig ud i kravet om en ny type aftale, når vi ikke selv har haft diskussionen om, hvordan en sådan skal se ud.

Og nogen skal jo sige det: Vi får først en ny aftale, når DLF finder den nuværende for ubrugelig eller utilstrækkelig.

Held og lykke med kampen

Men først må vi finde enighed og fodslag om aftalen i vores eget forbund. Det må blive en vigtig opgave for den nye hovedbestyrelse i tæt samarbejde med vores faglige aktive tillidsfolk i sektioner og foreninger. 

Som aftrædende sektionsformand ønsker jeg jer alt held og lykke med det. God kamp.

Dato
Af