Kollektiv kreativitet
Der plæderes for et opgør med ’det korrekte svars-pædagogik’ og et ønske om en mere undersøgende og eksperimenterende tilgang i undervisningen. Hermed skabes fundamentet for en ny forståelse af kreativitet, der hylder kollektivet og ikke individet.
For den nysgerrige underviser, der gerne vil uddannes i kollektiv kreativitet og være med til at danne fremtidens borgere, er der hjælp at hente i bogen, som anviser praktiske arbejdsformer, der fremmer kreativitet, ligesom forfatteren selv har skabt en model for den kollektive kreativitet og dens fire vigtige forudsætninger:
- Forudsigelighed og tryghed.
- Læringsglemsel.
- Fordybelse og genbrug.
- Æstetisk praksis og kropslig kunnen.
Man kan i øvrigt vælge at læse bogen som et vigtigt debatindlæg i forhold til, hvordan vi bør undervise i en verden, der er usikker. Her kan den kollektive kreativitet være med til at skabe mod og håb. Bogen rummer således et modsvar til mistrivsel med det vigtige påbud:
”Skolen skal meget mere end at lære elever at indfri mål. Den skal give eleverne mod til at træde ind i verden med muligheder, håb, forestillingskraft og fantasi, som vi aldrig kommer til at indfange med mål’ (Lene Tanggaard s.18).