En bog

Fascismens ansigter

Forfatter
Af Peter Frederiksen
Forlag
Forlaget Columbus
Antal sider
128
Pris
225 kroner
Bogen får
Del af serie af temabøger, der supplerer materialet ’Vores verdenshistorie’ 1 - 3.

I følge forlaget Columbus er ambitionen for undervisningsmaterialet ’Vores verdenshistorie’ ”… at binde fortiden sammen med vores egen tid og understøtte, at historien er levende og spiller en rolle i vores liv og verden”.


Bonusmateriale
Se verdenshistorie.dk med varieret bonusmateriale til denne temabog.


’Fascismens ansigter’ indgår i dette forløb med både oplysning, informationer, øvelser og stimulerende ideer. Både tekst, opgaver og diskussion er formuleret i flere sværhedsgrader. Lyst, evner, tid og faglig sammenhæng kan således åbne for flere forskellige elevgrupper.

Forfatteren Peter Frederiksen har tydeligvis bestræbt sig på, at indhold og didaktik er i overensstemmelse med læreplanens krav i faget ’Historie’ på ungdomsuddannelserne. Teksten indeholder således kildemateriale til elevens selvstændige problemformuleringer, opgaver med forståelses-spørgsmål til de enkelte kapitler og fokuspunkter til arbejdet med fagets begreber og metoder. 

Fokuspunkterne knytter sig til problemstillinger fra teksten, og efterfølges af supplerende opgaver.

Bogens tekst er bygget op af to ligeværdige fokuspunkter for hver fire kapitler: Kampen om historien og Aktør og struktur.

Paletten af emner i ’Kampen om historien’ er blandt andet:
Styreform, ligestilling, nationaldannelse, revolution og oprør.

Undervejs i teksten er indlagt små bobler med ’problemstillinger’, som på samme tid sætter historiefaglig refleksion i gang og er arena for fortolkning og konkret brug af begreber og metoder.

Kildeteksterne er korte og overskuelige. Illustrationerne er mange og med et væld af detaljer. Den redigering er medvirkende til, at ’Fascismens ansigter’ kan lykkes i mødet med en bredt sammensat læsegruppe. For eksempel foto side 45 fra en skoleklasse med lærer/elever under fascismens diktatur. Og side 78 med ligene af Mussolini, hængt op i kødkroge, efter at være blevet skudt. Der er masser af stof til analyse, fortolkning og problemformulering.

Med bogens andet fokuspunkt: ’Aktør og struktur’ bliver der rige og varierede muligheder for at afprøve metoder i undervisning og elevarbejde. Konkurrerende historiesyn kan diskuteres og udvikles.

Den tykke, røde tråd er stadig disputten om, hvad der driver historien frem. Er det enkeltpersoners ideer og politiske mål? Eller er det et sammenfald af samfundsmæssige omstændigheder, der gør en forandring mulig? Som (voldeligt) oprør, folkelige reformbevægelser eller politisk pres udefra? Bogens tekst inviterer til seriøst og udfordrende arbejde med denne problemstilling.

Den historiske ramme for hele bogens indhold er 100-året for Benito Mussolinis vej til den endelige magtovertagelse i 1925. Ved politisk tæft, stærk propaganda og folkelig opbakning etablerede han et handlekraftigt fascistisk styre. 

Det diskuteres i 2024, hvorvidt de senere politiske partier – til og med den nuværende italienske Georgia Melonis regering – reelt og ideologisk udgør et opgør med fascismen i Italien.

Lad kapitlerne ’Magt og propaganda’ og ’Imperiedrømme og vejen til enden’ være grundlag for oplæg til den diskussion.

Dato
Af
Anmeldt af Marianne Bindslev